Vi har veninder til forskellige formål. Vi har gamle, nye og dem vi ikke havde set komme. Vi har forskellige forhold til dem hver. Nogle er tætteste relationer andre mere overfladiske. Men vi kalder dem veninder.
.
Jeg har haft en del og i forskellige stadier i mit liv. Jeg har udviklet mig rigtig meget de sidste 9 år og nogen er blevet tilbage sammen med mit gamle jeg.
Jeg har en gammel bedste veninde, jeg mødte som en kollega før jeg fik børn, vi ses ikke så tit i hverdagen men vi er så tætte at hun er som en søster for mig.
Så har jeg en der kender mig alt for godt og har kendt mig hele livet næsten, hun blev senere min familie. Så har jeg nogen der aldrig husker mig men som jeg snakker med næsten dagligt, så er der dem jeg mødte som voksen mens jeg studerede som endte med at blive ret tætte veninder efter studiet. Og så er der de to jeg nærmest mødte ved et tilfælde hos en anden som så er blevet mine veninder – vi køer på 10+ år nu.
Så er der en særlig jeg har mistet som jeg var så tæt med at hendes datter blev en del af min børneflok, som en af vores egen. Og så er der dem jeg har åbnet mig for som jeg troede ville mig, men stak mig i ryggen. En troede det var helt ok at stjæle min mand mens jeg var gravid med første barn og da vi mødtes 15 år efter, prøvede hun endnu en gang, men igen uden held og endte med at nappe hende min tætte veninde og datteren mine børn betragtede som deres søster.
.
Så er der dem jeg har misbrugt ved at hjælpe, så jeg i det mindste ikke selv så alt for ringe ud. Og dem der lod som om de hjalp mig men egentlig blot udnyttede mig og var vildt dygtige til at pakke det ind som omsorg. Nogle bedre end andre.
.
Den røde tråd er MIG.
Hvorfor tillod jeg dem at udnytte og såre mig?
Simpelt – jeg var pisse bange for at miste dem og blive udstødt. For dybest set, så ønsker vi alle at høre til. Og min baggrund i min tilknytningsmønster til andre og en mobning som teenager, så giver det sgu meget god mening, at jeg holdte ved NOmatter what de “tilbød” mig. Jeg gjorde alt for at bevise jeg var god nok, hvis bare de ville kunne li mig….
Men along the way- så har nogle sat dybe spor og andre husker jeg dårligt idag. Men alle og hver og en har lært mig en masse. Hell ja – jeg ville gerne da have været tårerne og smerten foruden men dét er præcis det der har gjort, at jeg er, som jeg er idag.
En veninde er ligeså dyb en relation som et parforhold. Og når man mister dem der betød noget, så gør det nas. Kærlighed er sårbart.
De der betyder mest er her endnu. De har fulgt med i min udvikling, og dét må sgu være ægte venskab, andre stod af da jeg blev for lys til dem. Flere falder sikkert fra og nye kommer til. Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke længere vil lade mit gamle tilknytningsmønster styrer mig, så jeg øver mig i hver dag, i at være mig. Jeg vil ikke længere stå over i hjørnet og nærmst råbe “elsk mig nu bare som jeg er”… jeg vil ikke bevise at jeg er værd at elske. De der ikke kan det – er ikke de rette mennekser for mig, uanset om det er veninder eller familie – og så må de falde fra på vejen.
Hårdt sagt – ja. Men det er sagt i kærlighed til mig selv.
For jeg er sgu værd at elske,
Bare lidt tanker
Hilsen P
